Benutzer:Fragwürdig/Saltholm
.
Saltholm („Salzinsel“) ist eine 16 km² große, bewohnte dänische Insel im Öresund östlich von Amager und südöstlich von Kopenhagen. Die Insel ist sehr flach, ein Großteil ihrer Fläche liegt nur bis zu einem Meter über dem Meeresspiegel und kann bei stürmischem Wetter überflutet werden. An einzelnen Stellen finden sich Erhebungen bis zu fünf Metern Höhe.
Südlich von Saltholm liegt die künstliche Nachbarinsel Peberholm („Pfefferinsel“), die Teil der Öresundverbindung ist.
Sie ist ein Vogelschutzgebiet.
Geschichte[Bearbeiten | Quelltext bearbeiten]
Kalkstein und Weidewirtschaft[Bearbeiten | Quelltext bearbeiten]
Seit dem Mittelalter wurde auf Saltholm Kalkstein abgebaut. Angesichts der Mengen an Stein, die im Laufe der Zeit von der Insel geholt wurden, wird angenommen, dass sich dort einst Kalksteinklippen befanden.
Im Zuge der Einwanderung holländischer Siedler in die Region, ließen sich einige von ihnen auch auf Saltholm nieder. Sie verloren die Insel nach einem guten Jahr wieder, worauf die Weiderechte 1547 zwischen den Bauern von der benachbarten Insel Amager und den Holländern aufgeteilt wurde. Die Rechte waren mit einer jährlichen Abgabe von zweieinhalb Tonnen Butter, vierzig Joachimstalern und zweihundert læs Kalkstein an den dänischen König belegt. Die Abgaben wurden von den zwei Gruppen anteilig abhängig von der Anzahl ihres auf der Insel grasenden Viehs geleistet. Nach der Katasteraufstellung Christian V. von 1688 durften die Amagerbauern die Insel mit 1030, die Holländer mit 450 Stück Vieh beweiden.
Noch im 16. Jahrhundert wurden auf Saltholm große Mengen Sandstein zur Verwendung im Festungsbau gebrochen, doch im 17. Jahrhundert ließen die Steinbruchtätigkeiten deutlich nach und die Kalksteinabgaben wurden 1670 durch Steuern in Geldform ersetzt. In den 1720er Jahren wurde der Kalksteinabbau wieder aufgenommen und 1721 wurde Lars Jensen Sten aus Christianshavn das Recht zugesprochen, 24 Klafter Kalkstein zur Verwendung in Gebäuden des dänischen Königshofes zu brechen. Nach dem Großbrand in Kopenhagen 1728 erhielten die Stadtbewohner die Erlaubnis, kostenlos Kalkstein zum Wiederaufbau der Stadt abzubauen. Dieses Recht wurde bereits ein Jahr später zugunsten eines Exklusivrechts Antoine Bonfils und Felix du Sarts aufgehoben.
Kalkstensbrydningen blev imidlertid genoptaget i 1720'erne. I 1721 fik Lars Jensen Sten fra Christianshavn kontrakt på at bryde 24 favne kalksten på Saltholm til kongelige bygninger og i 1724 tilladelse mod en årlig afgift til at bryde sten ude i vandet og i vandkanten. Efter Københavns brand i 1728 fik byens borgere lov til gratis at bryde kalksten på øen til byens genopbygning. Men allerede i 1729 fik Antoine Bonfils og Felix du Sart eneret på kalkstensbrydning på øen.
1747 fik hofstenhuggermester Jacob Fortling tilladelse til at anlægge et kalkbrænderi ved Kastrup, og han begyndte så en systematisk kalkbrydning på Saltholm (se ovenfor under Tårnby Sogn, Kastrup). 1756 fandtes der to kalkbrænderier, der forsynedes fra Saltholm: Fortlings i Kastrup samt endnu et kalkbrænderi udenfor Københavns Østerport. Kalken blev brudt i sommerhalvåret fra april til september, og i denne periode kunne øens indbyggertal stige til et par hundrede mennesker. Kalkbrydningen på øen stoppede i 1850, og et par korte forsøg på at genoptage brydningen i 1921 og 1935 førte ikke til en varig genoptagelse.
Om sommeren oprettede hollænderne mejerier (Thurah: "mælkehuse") på øen, hvor deres "mælkedejer" (bornholmere eller svenskere) tilberedte ost, fløde og kærnemælk foruden at opbevare mælk. Produkterne blev så 2 gange om ugen sejlet til Dragør med kreaturskøjterne og via Store Magleby ført til København, hvor produkterne blev falbudt i gaderne af unge Amagermænd til hest, de såkaldte flødehusarer eller smørryttere. Fra 1600-tallet sejledes også til Kastrup.
Mælkeproduktionen på Saltholm blev udkonkurreret af sjællandske bønder i løbet af 1700-tallet, da de sjællandske bønder modsat hollænderbønderne havde lært at salte deres smør og også opretholdt en bedre hygiejne med mælken. Mejeriproduktionen på Saltholm stoppede helt under Englandskrigen 1807-14.
De eneste beboere på øen var længe en opsynsmand og en vogter, som var bosat i to huse. Beboerne hørte til Tårnby sogn. Opsynsmanden omtales af Laurids de Thurah i 1758: "en Bonde, som ligger til Tårnby Sogn, hvilken haver liden Avling, og skal ellers have Opsyn med Amagernes Creaturer, og Melke-Huse, saa og tage imod de Fremmede, særdeles Amagere, som komme over på Øen i deres Ærinder". Opsynsmanden har også kunnet tjene penge ved ålefiskeri omkring øen. Fra 1730 senest kaldtes denne opsynsmand for "holmemanden". Holmemandens bolig, Holmegården, lå indtil en brand i 1856 på østsiden af øen. Derefter genopbyggedes den på nordvestsiden af øen. Indtil 1820 var den i holmemandens private eje, men i 1821 købte formandskabet for Amagerland og Saltholm gården på en auktion, efter at den havde stået tom i 15 år efter den sidste ejers død.
1709 anlagdes en karantænestation med et lazaret på nordvestenden af Saltholm under pestepidemien, der fra 1709 hærgede i Sverige og Preussen. Alle skibe, der skulle til dansk havn fra de pestramte områder, blev stoppet og folk ombord blev holdt i 40 dages karantæne på øen. Karantænestationen bestod af 3 pakhuse til de karantæneramtes varer og et beboelseshus. Der blev ansat en præst, en spisemester, en bartskærer, to vågekoner og tolv arbejdskarle på karantænestationen, Hertil føjede sig vagtmandskab, som blev skaffet blandt Holmens matroser og husmænd fra Amager. De karantæneramtes varer blev udpakket, udluftet og røget, inden de efter de 40 dages forløb igen blev udleveret til ejerne. De karantæneramtes skibe blev sejlet til Motzmans Plads på Christianshavn, hvor de blev skrabet og tjæret, og hvor deres lastrum og kahytter blev udluftet, aftørret med først saltvand, og siden lud og eddike iblandet vitriol, for så endeligt at blive røget igennem med et særligt røgpulver. Også danske soldater blev interneret på Saltholm i 1710-11: det drejede sig om folk, som havde været taget til fange af svenskerne under det danske angreb på Skåne 1709-10 og som siden var blevet udleveret af svenskerne. Men da pesten netop hærgede i Skåne på dette tidspunkt, måtte man modtage soldaterne med en midlertidig internering på Saltholm. Man forsøgte at holde øen i streng isolation, men der blev alligevel sendt kvæg på græs på Saltholm i 1710, og smitten bredte sig snart som omtalt ovenfor til Amager, ad denne eller andre veje (over Sundet til Helsingør). Der kom i øvrigt med de mange gæster for en kort tid masser af liv på øen, og de på daværende tidspunkt to fastboende opsynsmænd kunne tjene lidt ekstra penge ved at sælge drikkevarer, mad og husly til øens gæster. Pesten ramte imidlertid også opsynsmændenes familier, hvor flere af familiemedlemmerne døde under pestårene. Karantænestationen på Saltholm blev i august og september 1711 også anvendt som pesthospital for syge matroser fra den danske flåde, som man ikke havde plads til inde i København. De fleste syge døde på øen og blev begravet på "Kirkegården" på øens nordende. Karantænestationen på Saltholm blev dog nedlagt allerede i september 1711 og flyttet til en plads udenfor Østerport i København. Bygningerne blev fundet uegnede til syge mennesker, da de var kun nødtørftigt opførte bræddehuse, der ikke kunne opvarmes ordentligt om vinteren, og da man dertil manglede fersk vand på øen. Karantænestationens bygninger blev nedrevet i 1715.
Øen blev sonderet af svenske skærgårdsbåde flere gange under Store Nordiske Krig 1709-20 og udsat for et regulært svensk overfald natten mellem 20. og 21. juli 1715. Ca. 40 svenske soldater plyndrede øen med hjælp fra en dansk overløber og tog 5 danske mænd med sig tilbage til Sverige som fanger. Den danske overløber var matros Jens Årø fra den danske flåde, der 1714-15 havde opholdt sig som vagtmand og jæger på øen: han havde deltaget i bevogtningen af øen og havde drevet harejagt på kongens vegne (kongen havde jagtrettighederne på øen).
Jens Årø havde været indlogeret hos den ene af øens på det tidspunkt to fastboende opsynsmænd, den 62-årige Eibert Cornelissen, som var gift med sin 3. kone, den 24-årige Sidse Nielsdatter. Jens Årø var blevet kæreste med den unge kone og i januar 1715 havde han myrdet Eibert Cornelissen i hans stald med slag i hovedet med en brændeknude. Sidse Nielsdatter havde muligvis været medskyldig i drabet. Jens Årø var blevet arresteret, men Sidse havde med bestikkelse fået ham fri fra fængslet på Bremerholm og sammen var de stukket af i båd til Sverige i april 1715. Jens Årø og Sidse Nielsdatter vendte i 1719 tilbage til Danmark og Jens blev arresteret i 1720, da han blev genkendt som matros på et dansk skib, der lå i havnen i Dragør. Han blev fængslet, underkastet pinligt forhør og henrettet for mord og landsforræderi på Bremerholm i 1723. Sidse undslap arrestation og tog til Jens' hjemø Årø i Lillebælt, hvor hun stiftede ny familie og levede, til hun blev 79 år gammel.
1910-12 opførtes Saltholmbatteriet, et lille militært fort med tilhørende kaserne på øen. Bemandingen var på ca. 20 mand fra kystartilleriet. Fortet blev forladt inden 1. Verdenskrig, men igen bemandet under denne krig, hvor der foregik en dramatisk episode ved øen. En engelsk u-båd gik på grund ved øen i 1915 og blev angrebet af tyske skibe, som fik dræbt adskillige engelske matroser. Den danske flåde måtte lægge sig imellem for at forhindre krænkelsen af den danske neutralitet og krigsførelsen i dansk territorialfarvand. Den stærkt beskadigede engelske u-båd blev derefter bragt ind til Flådestation Holmen og de overlevende englændere interneret på Kastellet. En lille smalsporet jernbanelinje blev anlagt i 1915 fra Barakkebroen til fortet. Fortet blev officielt nedlagt i 1930, men havde allerede da været uden bemanding i nogle år. Jernbanen til fortet blev fjernet i 1933.
Øen var statens ejendom, indtil den i 1873 for 31.000 rigsdaler blev solgt til landmændene på Amager, der fortsatte med at bruge øen til græsning for deres kreaturer. I 1919 blev der oprettet en lille skole på Saltholm til øens ca. 10 skolebørn; en skolebygning stod færdig i 1921, men skolen lukkede igen allerede i 1936, da der kun var 2 elever i skolen.
I 1973 planlagde man at bygge en ny københavnsk storlufthavn på Saltholm til afløsning for Kastrup Lufthavn. Planen blev dog opgivet og øen siden naturfredet i 1983. I 1999 var der 8 indbyggere på øen, men i 2002 faldt indbyggertallet til 3, da opsynsmanden på Holmegården rejste fra øen med sin familie. De 3 resterende indbyggere er en familie på gården Gammelværk (en gård fra 1830'erne), som ernærer sig ved fårehold, opdræt af gæs og ænder, lidt fiskeri samt opsyn med de ca. 800 køer, der som i gamle dage sejles over til Saltholm om foråret og tilbage igen til slagtning i oktober. Køerne kommer dog ikke længere fra Amager, hvor man ikke mere har kreaturhold, men fra Sjælland og Jylland.
Saltholm er fredet pga. sit rige dyre- og planteliv. Der yngler op mod 18.000 par på øen, bl.a. mange edderfugle, og i træktiden besøger ca. 70.000 fugle øen. Øen har også en lille koloni af sæler og en række sjældne planter, bl.a. blå iris, bulmeurt, hjertespam og øresundshønsetarm. Øens harer og andre dyr kan ved ekstremt højvande søge tilflugt på små såkaldte harehøje på øen, kunstigt anlagte med netop dette formål i 1827.
Koordinaten: 55° 38′ N, 12° 46′ O <-- K_ategorie:Insel (Europa) K_ategorie:Insel (Dänemark) K_ategorie:Insel (Ostsee) K_ategorie:Vogelschutzgebiet